Fra antologien 
siste sjanse til å snakke
Tekster fra Bergen Dramatikkfestival 2026

Hva dro i gang denne teksten?

Teksten er et bearbejdet uddrag fra min bog HUN ER VRED. Et vidnesbyrd om transnational adoption, som udkom på dansk i 2014. Jeg gik i gang med at skrive bogen i 2007, da jeg flyttede til Seoul og blev en del af et adoptionskritisk miljø, der bestod af aktivister, kunstnere og akademikere. Dengang var det øjenåbnende for mig at møde adopterede, som var kritiske over for transnational adoption, og bogen beskriver den proces, det er at gå fra at være taknemmelig over at være blevet adopteret til at blive adoptionskritisk. Formmæssigt har jeg været inspireret af Joe Branairds erindringsbog I Remember, som er skrevet med et enkelt, men effektfuldt greb, hvor alle passagerne begynder med «I remember». I min bog begynder alle passagerne med «Hun er vred», for der var virkelig meget at være vred over. Jo mere jeg læste og talte om transnational adoption, desto mere vred blev jeg. Ligesom en kritisk journalist følte jeg mig forpligtet på at fortælle sandheden.

Hva kan dramatikk gjøre som andre kunstformer ikke kan?

Dramatik kan give en tekst krop og stemme i bogstaveligste forstand. I performanceværket HUN ER VRED er der tre asiatiske kroppe alene på scenen. Det er noget, som jeg har længtes efter at se, og som jeg ikke har set før i Skandinavien. Holdet består af en danser og to skuespillere, som alle er koreansk adopterede. De taler på henholdsvis svensk, norsk og dansk, hvilket afspejler den internationale community af transnationalt adopterede.

Performanceværket tilføjer en ny dimension til bogen, som bliver ved med at være levende, så mange år efter jeg skrev den. Som forfatter er det en stor glæde at opleve, hvordan bogen stadig bliver læst og fortolket i nye sammenhænge.

Hva brenner i deg akkurat nå – i scenekunsten, teksten eller verden?

Lige nu er jeg i gang med at se, om det er muligt at få ophævet adoptivforholdet til min afdøde adoptivfar. Som adopteret og adoptant har man mulighed for at ophæve det juridiske slægtskab, hvis begge parter er enige om det. Det har man ikke, hvis man er biologisk beslægtet med sine forældre. Selv mener jeg, at alle – adopteret eller ej – burde have mulighed for at komme ud af forholdet til sine forældre, ligesom det i dag også er muligt at blive skilt fra en ægtefælle. Jeg er i kontakt med Ankestyrelsen i Danmark og skriver sideløbende om processen og tankerne bag min beslutning.